Et kæmpe kram til alle
Tanker i krisetider
Det er en tid, hvor alting står stille – verden rykker sig ikke en tøddel – når vi altså snakker fremskridt og vækst, samvær og fest i gaden. For sundhedspersonale, dem der bringer varer ud til butikkerne, postbude der skal levere alle de ting vi nu bestiller hjem for at undgå butikkerne og mange flere. Så forholder det sig nok anderledes, de syntes nok der er lige meget fart nok på hverdagen. EN KÆMPE HYLDEST TIL DEM.
Min hverdag
Min hverdag har ikke ændret sig meget – og dog! Jeg er jo vant til at arbejde hjemmefra og god til at strukturere min hverdag. Alligevel er det som om jeg til tider går i stå. Fremtidsplanerne om en “pop up” shop her i sommer er sat på hold. Og jeg har svært ved, at være den der råber op om min nyligt startede webshop.
Giver det overhovedet nogen mening, at lave smykker og prøve at råbe køberne op? Når folk dør af en farlig virus. Når store virksomheder går konkurs og folk mister deres arbejde. Når børn, koner og for den sags skyld mænd udsættes for vold i hjemmet? Når man bliver rivende uvenner af, at gå op og ned af hinanden, bliver skilt med store økonomiske konsekvenser til følge. Når ens nærmeste sidder i ensomhed, fordi vi ikke kan besøge dem i påsken som vi plejer.
Jeg kender ikke svaret..
Men jeg laver smykker fordi jeg ikke kan lade være. Fordi jeg kun er et helt menneske når jeg skaber noget.
Det triste jeg ser
Jeg ser egoisme og fordømmelse omkring mig – den er forstærket på grund af at man er bange. Men jeg tror ikke at den kommer ud i den blå luft i alle mennesker. De egoistiske var det også før krisen. Dem der har travlt med hvad andre gør, var der også før. Dem der vil mistolke noget i en kontekst og blive krænket, blev det også før krisen. En bekendt af mig skrev på sin Facebook at hun fik hårde beskeder fordi hun prøvede at tjene sine penge og at opmuntre folk ved at lave online dansetimer.
Hvor kommer det lige fra og hvad handler det om? Der er jo ingen der er tvunget til at købe kurset, så hvis de syntes det er fjollet så lad da vær!
Sammenhold kan godt tage overhånd
Der har været en snak om hvorvidt sommerhusejere fra byerne er velkomne i deres sommerhus på landet, her i påsken eller ej. En debat der har vakt stor diskussion. På en eller anden måde bliver det dem og os når krisen kradser. Sådan er vi indrettet. Vi vil ikke have besøg af en masse smittede fra andre landsdele. Faktisk er det både godt og ondt med det der kort over smittede. “Der skal jeg ikke hen” – “Heldigvis er der ingen smittede her, så jeg behøver ikke være forsigtig” – “De skal ikke komme derfra og smitte os andre” – Vi tager derhen hvor der ingen smitte er, så kan vi gøre som vi vil.” Der er rigtigt mange måder at tolke sådan et kort på, når angsten og urmennesket tager over. Når overlevelse bliver en vigtig del af vores tanker.
Jeg kan godt forstå, at familier der bor i en lille lejlighed ønsker, at benytte deres sommerhus på landet. Og jeg forstår godt at der er nogen der mener, at det kan være katastrofalt hvis en Ø bliver overrendt af mennesker, der er en potentiel smittefare. For mig handler det nok om, om er det et sommerhus eller mit sommerhus. Og hvordan man ellers overholder reglerne. Intet er sort eller hvidt og ingen er ens.
Hvad kan vi bruge krisen til?
Til rigtigt meget tror jeg.
Vi kan tænke over:
Hvad skal vi egentlig med alt den vækst.
Er 4 g ikke hurtigt nok.
Hvorfor fremskridt for fremskridtets skyld.
Er vi endt på den rette hylde i arbejdslivet i privatlivet.
Behøver alting gå så stærkt.
Vi kan se:
Se at det nytter at stå sammen.
Hvor vigtigt det er at være sammen – og når vi må igen kan vi måske lære at være mere sammen når vi mødes. I stedet for at glo i vores telefoner.
At vi kan gøre noget for miljøet og det virker ret hurtigt hvis vi gør en indsats ud over det sædvanlige. (se på et kort over Europa og luftforureningen)
Vi kan spotte de mennesker i vores omgangskreds og i verden som er gode for os.
Vi kan lære:
At holde af vores eget selskab.
At tage den lidt med ro.
At vi alle er udsatte, så når vi har overskud så kan vi hjælpe.
At det er sjovt at lægge puslespil og lege ordleg.
Hvis vi tør vende tankerne væk fra al elendigheden og kigge ind i os selv. Så finder vi måske svarene på en bedre fremtid. For os selv og vores nærmeste og for hele verden.
Det jeg savner mest er et kram – At gi et kram.
Jeg er egentlig ikke den store krammer – eller det troede jeg i hvert fald ikke. Jeg har aldrig krammet gud og hver mand og nogle gange har jeg også følt mig utilpas over at få et kram af en jeg ikke kendte. Men det ikke at kunne mødes og kramme med mine nære, det er virkelig noget der går mig på. Faktisk er det nok bedre for mig ikke at ses med mine kære og ikke kunne kramme end det er ikke at ses. Det gav mig ideen til at lave mit bud på et kram. Jeg har sendt det første afsted til min søster for hende savner jeg SÅ meget.
Hvis du også kender en der trænger til et kram kan det købes i webshoppen. Jeg bringer gratis ud her på øen. Og i resten af landet får jeg hjælp af fragtmanden. Desværre er jeg ikke i så god økonomisk tilstand at jeg også kan tilbyde dette gratis. Du kan finde Kram 2020 her, husk også at købe en kæde til.
Kreative hilsner og pas på jer selv.
Dorte Runge
Du kan se hvor vigtigt det er at kramme her: Netdoktoren
